
Smørrebrødsspringet
Iben er oprindeligt fynbo, men tog lynhurtigt efter endt uddannelse til to-sproglig korrespondent, turen til København. Her stiftede hun familie og fik administrativt job hos Claus Meyer. Her var hun i knapt 20 år i mange forskellige roller og fik lært alt om madkvalitet, kokkefaget, madpolitik, gastronomisk redelighed og rettidig omhu. Sikke en læreplads!
Efter COVID-19 besluttede Iben sig for at blive selvstændig, og det blev smørrebrødet, hun kastede sig over. Hendes store netværk indenfor kokkeverdenen hjalp til at skubbe hende ud over kanten, hvor modet normalt ophører. Helt fra begyndelsen allierede Ibens sig med kokken Kim Kops, som var en tidligere kær kollega fra Meyers-tiden, og siden august 2020 har Ibens Smørrebrød kæmpet sig vej ind i på den københavnske smørrebrødsscene, hvor kampen er benhård. Iben omtaler altid sine konkurrenter som kolleger, som hun i høj grad respekterer – og i visse tilfælde også beundrer stort.
Gennem en voksende gruppe turister, der dagligt finder frem til Danmarks Mindste Smørrebrødsrestaurant, får Iben og hendes team lejlighed til at fortælle historien om det danske smørrebrød, de gode råvarer og de enkelte stykkers herkomst. Dette er til stor daglig glæde.
Jeg har altid holdt af hverdagen
Iben Herrik
Smørrebrødsjomfru